”Du må ikke være bange for at sige og gøre det forkerte, for så kommer du aldrig til at gøre det rigtige” - Johannes Møllehave
Går du med nogle negative tanker om din egen rolle i gruppen eller arbejdsprocessen, så prøv at sige det højt til dine gruppemedlemmer. Det kan være svært og angstprovokerende at blotte sig på den måde overfor andre, men det kan jo være, at de har en helt anden opfattelse af din rolle i gruppen.
Det kan også være, at nogen sidder inde med de samme følelser og tanker som dig. Derfor er det vigtigt ikke at være bange for at sige tingene højt. Når forskellige mennesker skal blive enige om nogle ting, er det helt naturligt, at der kan opstå konflikter. Konflikter er en uundgåelig del i enhver gruppe – også selvom I måske har afklaret forventninger og tidsforbrug. Det kan enten være uklarhed i forhold til, hvad der forventes af hinanden eller i forhold til, hvordan projektarbejdet skal struktureres. Her er det vigtigt at huske på, at I samarbejder om at skabe et produkt, og I har alle et fælles mål om, at det skal blive godt. Derfor er det også vigtigt at rette kritikken mod projektet og ikke personen. Husk, at en konflikt kan være en adgang til at se de gode løsningsmuligheder og samtidig lære af dem.
Konflikter behøver altså ikke være noget negativt. De kan også betragtes som noget, der skaber energi og dynamik i gruppen og er med til at udvikle projektet og styrke gruppens samarbejde, tillid til hinanden og sammenhold.
Tag konflikterne i opløbet
Konflikter kan ikke undgås, når man arbejder så intensivt sammen, som man gør i grupperne. Det er vigtigt at få talt om disse konflikter. Er der opstået en dårlig stemning, så afsæt tid til, at I får talt sammen om trivsel.
Trivselssnak kan indgå som et punkt i jeres samarbejdskontrakt, og I kan afsætte en fast tid hver eller hver anden måned til det. Det er dog anbefalelsesværdigt at tage konflikterne i opløbet og ikke vente for længe med at tale om dem. I grupper, hvor konflikterne ignoreres, bryder de ofte frem i slutningen af projektfasen, hvor gruppemedlemmerne er så presset, at problemerne bliver altoverskyggende og uløselige.
Husk, at konflikter ikke opstår isoleret omkring ét individ, men mennesker imellem. Hvis et gruppemedlem gentagne gange kommer for sent eller på anden vis ikke overholder aftaler, er det vigtigt ikke at gøre vedkommende til syndebuk. Det kunne jo være, at det er samspillet i gruppen, der er noget galt med. I sådanne tilfælde skal problemet løses i gruppen.
Det er også vigtigt at huske på, at måden du taler til en person på, signalerer overfor vedkommende, hvordan du opfatter ham/hende. Derfor er det utroligt vigtigt at tænke over tonefald og kropssprog, når I taler med jeres gruppemedlemmer – især når det omhandler konflikter.
Konfliktstile
Konflikter kan med andre ord sætte gang i en reaktion hos det enkelte gruppemedlem. Det sker, fordi vi hver især har en konfliktstil/reaktionsstil. De fleste har det ikke godt med, at der opstår konflikter, fordi man ofte ikke ved, hvad man skal gøre, når der opstår en konflikt.
Der findes mange forskellige måder at håndtere konflikter på. Måske kan det være relevant i jeres gruppe, at I finder ud af, hvilke forskellige (eller ens) konfliktstile der er i jeres gruppe.
Der findes ikke én rigtig konfliktstil – det afhænger helt af situationen. Alle konfliktstile har både styrker og svagheder. Hvis I finder frem til jeres konfliktstile og er opmærksomme på disse, betyder det ikke nødvendigvis færre konflikter – men det giver jer en god mulighed for at udnytte jeres uenigheder på en mere konstruktiv og udbytterig måde.
Grundlæggende kan man sige, at der findes fem konfliktstile:
- Den konkurrerende - du kæmper for din sag
- Den samarbejdende - du undersøger alle sider af sagen
- Den kompromissøgende - du mægler og vil mødes på halvvejen
- Den undvigende - du flygter og tager ikke rigtig stilling
- Den tilpassende - du lægger dig ned og giver de andre ret
Overvej, hvordan du reagerer, når du støder ind i en konflikt eller uenighed.
Konflikthåndtering
I en situation, hvor en konflikt er opstået, er det vigtigt, at den håndteres hurtigst muligt, fordi den ellers kan eskalere, hvilket blot vil forstærke konflikten. Derfor er det første, I bør gøre, at samle gruppen og have et møde med formål om at få talt ud om konflikten, hvor alle kommer til orde. Er stemningen intens i gruppen, kan I med fordel vælge en ordstyrer, så I sikrer en god tone og en rimelig fordeling af ordet mellem de uenige gruppemedlemmer, alternativt kan en tredjepart uden for gruppen agere ordstyrer, hvis det ikke kan fungere med et gruppemedlem. Det er vigtigt, at alle gruppemedlemmer møder op til mødet med en indstilling om at konflikten skal løses, fordi I på denne måde vil kunne have en konstruktiv dialog.
I tilfælde, hvor det er umuligt for jer at løse konflikten internt i gruppen, er I nødt til at involvere jeres vejleder, som vil vurdere, hvad der skal ske med gruppen. Det er forskelligt på studierne, hvordan konflikter håndteres, og hvornår grupper kan splitte op. Det er i denne sammenhæng vigtigt at sige, at det sjældent er en god løsning at splitte en gruppe op, fordi I skal betragte gruppearbejdet som en forsmag på livet på arbejdsmarkedet, hvor I kommer til at arbejde med en masse forskellige mennesker, og derfor er det vigtigt, at I lærer at løse disse konflikter, så I kan bruge jeres erfaringer senere.
I en situation, hvor I er i tvivl om, hvordan I skal håndtere en konflikt, er I altid velkomne at kontakte Studie- og Trivselsvejledningen, så skal vi nok vejlede jer omkring jeres håndtering af konflikten.