Spring til indhold

Inspirationshistorie

Standardprodukt - aldrig i livet

Lagt online: 17.08.2018

Kort tid efter Christina var begyndt på sit universitetsstudie, læste hun en artikel med overskriften ”Standardprodukt?”. Pointen i artiklen var, at hvis man som studerende ikke gør noget aktivt for at skille sig ud, så ender man med at have præcis de samme erfaringer og kompetencer som sine medstuderende, når man dimitterer. Artiklen gjorde så stort indtryk på Christina, at hun under sin uddannelse prioriterede frivilligt arbejde og samarbejde med erhvervslivet højt. Det kom hende til gavn, da hun skulle søge sit første job.

Inspirationshistorie

Standardprodukt - aldrig i livet

Lagt online: 17.08.2018

Kort tid efter Christina var begyndt på sit universitetsstudie, læste hun en artikel med overskriften ”Standardprodukt?”. Pointen i artiklen var, at hvis man som studerende ikke gør noget aktivt for at skille sig ud, så ender man med at have præcis de samme erfaringer og kompetencer som sine medstuderende, når man dimitterer. Artiklen gjorde så stort indtryk på Christina, at hun under sin uddannelse prioriterede frivilligt arbejde og samarbejde med erhvervslivet højt. Det kom hende til gavn, da hun skulle søge sit første job.

Om Christina Weinkouff Jeppesen

  • Fødeår: 1986
  • Uddannelse: Sociologi på AAU i Aalborg
  • Dimittendår: 2013
  • Job: Projektleder hos Thisted Kommune

Christina har siden 8. semester haft et ben indenfor hos Thisted Kommune, hvor samarbejde blev afløst af job. Christina fortæller:

”På mit 8. semester skrev min projektgruppe og jeg projekt i samarbejde med Thisted Kommune. Kort efter projektopstart slog de en stilling som studentermedhjælper op, som jeg søgte og fik. Da jeg, som led i min kandidatuddannelse, ville i praktik, drøftede jeg muligheden med mine kollegaer i Thisted Kommune, og jeg blev efterfølgende tilbudt en praktikplads. Jeg fortsatte som studentermedhjælper, mens jeg skrev speciale, og da de fik brug for en projektleder inden for det felt, jeg skrev om, var jeg hurtig til at sende en ansøgning afsted".

Jeg tror i det hele taget, at min tætte relation til kommunen og villighed til at mindske afstanden mellem Aalborg og Thisted (jeg brugte 4 timer om dagen på transport, mens jeg var i praktik) er grunden til, at jeg ikke nåede at gå arbejdsløs.

Christina Weinkouff Jeppesen

Kort jobsøgningsproces

Christina påbegyndte sin jobsøgning, imens hun skrev speciale ud fra den devise, at hun derved kunne undgå at blive en del af det ansøgningspres, virksomheder ofte oplever i sommerperioden, hvor mange dimitterer. Christina holdt sig orienteret om jobmuligheder på Jobnet, AAU Jobbank og i netværket, men vejen til jobbet blev noget anderledes end forventet. Christina fortæller:

"Jeg havde nok forventet, at jeg skulle ”kæmpe” mere for at lande det første job – skrive flere ansøgninger og til samtaler med forskellige virksomheder".

Jeg blev kontaktet af min kollega, der fortalte om den stilling, de havde slået op. Hun syntes, jeg skulle søge jobbet. Både fordi fagområdet var præcis det, jeg skrev speciale om, og fordi jeg jo allerede kendte medarbejderne og organisationen.

Christina Weinkouff Jeppesen

En god oplevelse

Samtalen forløb også på en helt anden måde, end Christina havde forestillet sig.

”Jeg var ret nervøs og havde forberedt mig, som var det en eksamen, jeg skulle til. Jeg havde læst alt det materiale, jeg kunne finde om projektet og forberedt svar på de spørgsmål, som jeg tænkte, de ville stille, men det forløb meget anderledes, end jeg havde forventet. De var mest af alt nysgerrige efter, hvad jeg var for en, hvad mit speciale handlede om, og hvordan jeg ville tackle at skulle jonglere speciale samtidig med en eventuel fuldtidsstilling. Mine erfaringer, der gjorde mig kvalificeret til jobbet, stod jo i mit cv, så det blev der egentlig ikke spurgt så meget ind til. Stemningen var god og afslappet, så det var en rigtig god oplevelse”.

 

Ny i job - og specialestuderende

Da Christina tiltrådte sit job, havde hun endnu ikke afleveret sit speciale. Hun var således på arbejde kl. 8-16, og så stod den på specialeskrivning om aftenen og i weekenden. Det var hårdt, også på grund af alt det nye, der altid følger med, når man begynder i et nyt job:

”Jeg tror egentlig altid, det er hårdt at starte på et nyt arbejde. Der er mange nye kollegaer, man skal forholde sig til, en ny organisation og arbejdsgange, foruden det arbejdsområde man selv sidder med. Selve rammerne om arbejdsdagen er dog markant anderledes, end dem man kender fra studielivet: Du har ikke samme fleksibilitet i din arbejdstid i en virksomhed, som du havde under studiet. De dage, hvor du ikke gider afsted, er du altså nødt til det, fordi du har møder og forpligtelser i forhold til dine kollegaer”.

 

Ikke langt fra teori til praksis

”Der har ikke været langt fra teori til praksis for mig, da jeg skrev speciale inden for samme område, som jeg nu arbejder med. Meget af den viden, jeg har fra mit speciale, kunne jeg hurtigt omsætte i praksis i forhold til den projektbeskrivelse, jeg som det første skulle udarbejde. Så overgangen var meget naturlig for mig”, fortæller Christina, og hun fortsætter:

Det at arbejde projektorienteret, har jeg oplevet, giver mig nogle generelle kompetencer, som man måske tager for givet, når man er vant til at skrive projekter, men som jeg i høj grad nyder godt af i min stilling som projektleder.

Christina Weinkouff Jeppesen

"Mange af de værktøjer, man bruger i forbindelse med projektarbejde, benytter jeg mig også af i det daglige arbejde. Det handler bl.a. om at kunne strukturere sin arbejdsdag, at kunne sætte sig hurtigt ind i nye problemstillinger samt at lave en disposition og strategi for et større projekt. Også sådan noget som at kunne arbejde selvstændigt, har jeg oplevet, er noget, min leder anser for en stærk kompetence”.

 

Blandede følelser

Christina er superglad for sit job, men når hun tænker tilbage på den første tid i jobbet, mindes hun de ambivalente følelser omkring det. Hun fortæller:

”Det var en fed oplevelse, at man fra dag ét af står med det ansvar, der ligger i jobbet, og samtidig føler man er den rette til opgaven. Men i begyndelsen var det også lidt angstprovokerende pludselig at ”kunne noget”, og at folk havde forventninger til ens kunnen. Jeg oplevede en faglig usikkerhed i starten: ”Kan jeg nu levere det, de forventer, og er jeg dygtig nok?” Det fandt jeg heldigvis ud af ret hurtigt, at det kan og er jeg, og så må man jo huske på, at man er nøje udvalgt blandt flere kandidater, og at ens leder har vurderet en til at have den faglighed og de kompetencer, der skal til for at varetage stillingen”.

 

Gode råd

Christina giver et par gode råd videre til nyuddannede:

1.

Påbegynd din jobsøgning i god tid, inden du dimitterer.

2.

Hav fokus på de områder, hvor du adskiller dig fra dine studiekammerater.

3.

Brug dit netværk.