Spring til indhold.

Inspirationshistorie

Adam skiftede spor og landede en uventet praktik

Lagt online: 06.03.2026

Da Adam søgte projektorienteret forløb (praktik), gik han efter ministerier og ambassader. Men en række afslag fik ham til at overveje, hvad der egentlig driver ham – og til at skifte fokus. Det åbnede døren til fed en praktik, hvor nysgerrighed, personlighed og PBL-erfaringerne viste sig at være hans stærkeste kort.

Inspirationshistorie

Adam skiftede spor og landede en uventet praktik

Lagt online: 06.03.2026

Da Adam søgte projektorienteret forløb (praktik), gik han efter ministerier og ambassader. Men en række afslag fik ham til at overveje, hvad der egentlig driver ham – og til at skifte fokus. Det åbnede døren til fed en praktik, hvor nysgerrighed, personlighed og PBL-erfaringerne viste sig at være hans stærkeste kort.

Om Adam Faust Spies

  • Alder: 27 år
  • Uddannelse: Politik og Administration (specialisering i Politik og Institutionel Forandring) på AAU i Aalborg
  • Semester: 10. semester 
  • Praktik: PA & PR Project Assistant hos Grey

Fra afslag til sporskifte

Adam havde længe glædet sig til at komme i praktik og endelig få mulighed for at afprøve alt det, han havde lært. Han var også helt afklaret om, hvad han gerne ville: En international praktik i den politiske verden. Men efter flere afslag måtte han ændre tilgang:

”Sådan er gamet – der er jo mange om buddet. Så jeg måtte sadle om. Jeg har altid været tiltrukket af politisk kommunikation og interessevaretagelse, så jeg begyndte at søge inden for områder, hvor jeg kunne bruge mine kompetencer og arbejde med kunder, der har et politisk fokus.”

I stedet for kun at bygge ansøgningerne på faglig tyngde begyndte han at lægge vægt på sin personlighed og fortælle om, hvad han var nysgerrig på:

Jeg skiftede over til en mere personlig indgangsvinkel og skrev mindre om, hvad jeg vidste, og mere om, hvorfor jeg syntes arbejdet var spændende.

Adam Faust Spies

Det nye fokus kastede flere samtaler af sig og førte ham til et kommunikationsbureau, hvor han kunne kombinere sin interesse for politik med nye faglige perspektiver – og fik en praktik, der på mange måder overgik hans forventninger.

 

Når PBL viser sig at ligne virkeligheden

Allerede til den indledende samtale hos Grey begyndte Adam at fornemme betydningen af de problembaserede projekter, han havde skrevet på AAU – det blev et godt udgangspunkt for snakken.

Denne indsigt blev styrket undervejs i praktikken, hvor han opdagede, at PBL‑processerne mindede om hans nye arbejdsproces: At gå fra at vide meget lidt til langsomt at skabe overblik og kunne løse opgaver, der har værdi for andre.

PBL er lidt Karate Kid-agtigt: Man lærer en masse ting uden helt at forstå hvorfor, og pludselig giver det mening, når man står og skal bruge det i praksis.

Adam Faust Spies

Det gjorde det nemmere at kaste sig ind i alt fra nye cases til fagområder, han aldrig tidligere havde arbejdet med.

“Fra ikke at forstå noget til at kunne eksekvere – den rejse var fuldstændig den samme,” siger han.

 

Nysgerrighed som drivkraft

I praktikken erfarede Adam, at nysgerrighed kan være mindst lige så vigtig som faglighed. Han stillede spørgsmål, bød ind, interesserede sig for hele organisationen og var åben over for ting, der ellers ikke umiddelbart ville have fanget hans interesse. Det gjorde, at han hurtigt blev en del af teamet – og af en arbejdsplads med mange forskellige fagligheder.

Hans drømme om en international karriere med politisk arbejde har egentlig ikke ændret sig, men han har haft et virkelig godt forløb hos Grey, der har åbnet hans øjne for, at hans kompetencer kan bruges på flere måder end forventet:

”Jeg kan sagtens se mig selv i denne branche i fremtiden. Det er spændende arbejde, og jeg får lov til at bruge min faglighed på en anden måde, end jeg er vant til.”

Adams gode råd til dig:

  1. 1

    Vær nysgerrig

    Nysgerrighed er vigtigt – både når du søger og starter. Stil spørgsmål, gå til opgaverne med åbenhed, og prøv at forstå, hvordan tingene hænger sammen på hele arbejdspladsen.

  2. 2

    Sadle om, når noget ikke helt fungerer

    Hvis samtalerne lader vente på sig, kan du ændre strategi: Hvad kunne ellers være spændende? Hvor kan dine kompetencer ellers bruges? Hvordan kan du ændre fokus i ansøgning og cv?

  3. 3

    Brug din personlighed – ikke kun din faglighed

    Undervurder ikke vigtigheden af personlighed. Adam oplevede nemlig, at personlighed og motivation fyldte lige så meget som det faglige.

  4. 4

    Husk, at PBL er en styrke

    Din PBL‑erfaring er guld værd – både når du skriver ansøgninger, er til samtaler og i selve praktikken. Adam brugte PBL uden at tænke over det, fordi det lå på hans rygrad.

  5. 5

    Sig højt, hvad du gerne vil lære mere af

    Adam oplevede, at det betaler sig at tage initiativ og byde ind. Når han sagde, hvad han fandt spændende, blev han ofte sat på flere opgaver i den retning.