Spring til indhold
ForsidePraktiskUndervisningUddannelser uden optag

Lukket for optag

Vision, Graphics and Interactive Systems, Civilingeniør

Lukket for optag

Vision, Graphics and Interactive Systems, Civilingeniør

Obs! Der optages ikke studerende på Vision, Graphics and Interactive Systems fra år 2021.

Denne uddannelse er lagt sammen med en anden uddannelse, og udbydes fremover som Computer Engineering. Læs mere om uddannelsen her.

Er du interesseret i teknologier, hvor computeren "ser" og genkender fx ansigter, og hvordan virtuelle objekter kan indsættes i billeder og video (augmented reality)? Så er civilingeniøruddannelsen i Vision, Graphics and Interactive Systems (Vision, grafik og interaktive systemer (VGIS)) på Aalborg Universitet noget for dig.

Hvordan kan dit kamera afgøre om personen på billedet smiler eller ej? Hvordan er det muligt at skabe fiktive personer i film? Svaret på det første spørgsmål er Computer Vision - det at en computer opfanger og forstår hvad den "ser". Svaret på det andet spørgsmål er Computer Graphics - at en computer automatisk kan generere et virtuelt objekt. Disse teknologier kan indgå i interaktive systemer, dvs systemer der udnytter viden om mennesker og de nyeste teknologier til at kommunikere med brugeren på den mest hensigtsmæssige måde. Tilsammen udgør disse tre emner fundamentet i denne uddannelse.

Uddannelsen er forskningsorienteret og skifter mellem teori og praktisk projektarbejde, hvor teorierne, der introduceres i kurserne, kommer til anvendelse. I projekterne vil du komme til at opbygge software-systemer indenfor computer vision, og computer graphics samt multimodal brugerinteraktion i fx interaktive systemer.

Se også studiets egen hjemmeside.

Der er ansøgningsfrist den 1. marts med studiestart den 1. september. Find optagelsesprocedurer her.

En studerende fortæller

"Da jeg var færdig som bachelor inden for elektronik, ville jeg gerne læse videre på en uddannelse om bl.a. kunstig intelligens. Jeg er fascineret af, at man kan designe algoritmer, som kan få maskiner til at lære af data. Da jeg opdagede kandidatuddannelsen i Vision, Graphics and Interactive Systems, besluttede jeg mig for at søge ind.

Uddannelsen kombinerer forskellige teorier og teknologier, som bruges til at bygge intelligente systemer, som kan kommunikere med deres omgivende miljø. Jeg var især glad for uddannelsens opbygning; hvert semester arbejder du med virkelige problemer sammen med dine medstuderende, ofte i samarbejde med virksomheder. Universitetet er kendt for denne tilgang, som hedder Problembaseret læring. Grupperne består for det meste af folk med forskellige kulturelle og akademiske baggrunde, hvilket gør, at opgaverne anskues fra forskellige vinkler og synspunkter, og det er det, der gør uddannelse på Aalborg Universitet så værdifuld.

Jeg var også positivt overrasket over andre ting ved studiet, fx at studerende har adgang til universitetets bibliotek, grupperum og laboratorier når som helst. Det afslappede forhold mellem studerende og undervisere er jeg også rigtig glad for. Det bunder jo i den flade struktur og det uformelle ved det danske samfund. Jeg oplevede det samme, da jeg var på virksomhedsophold på mit 9. semester.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med mit valg, og det er også en af årsagerne til, at jeg har valgt at læse videre som ph.d.-studerende på AAU.”

- Daniel Michelsanti

Fagligt indhold

Med Vision, Graphics and Interactive Systems fra Aalborg Universitet får du en uddannelse, der kan bruges til at skabe løsninger til en bred vifte af problemer. Fra automatisering af overvågningsopgaver med ansigtsgenkendelse over indsætning af 3D-objekter i en billedstrøm, eller fremstilling af industrielle systemer til programmering af fx malerrobotter til brugercentrerede designprocesser og usability i alle former for interaktive softwaresystemer.

Se studieordningen for kandidatuddannelsen i Vision, Graphics and Interactive Systems. Her kan du finde detaljer om kurser og projekter samt information om uddannelsens lovhjemmel mm.

Der fokuseres på en række ingeniørfaglige discipliner i uddannelsen, hvoraf de vigtigste er machine learning (mønstergenkendelse og algoritmer til kunstig intelligens), user experience design med bl.a. kvantitative og kvalitative metoder til brugerevalueringer, computer- og robotvision, computergrafik og augmented reality samt metoder og værktøjer til realisering af løsningerne.

Obligatorisk for alle ikke-AAU bachelorer

Alle bachelorer, som ikke har deres bachelorgrad fra Aalborg Universitet, skal deltage i et kursus om problembaseret læring (PBL) som en del af deres 1. semesterprojekt. Bachelorer, som har fået merit for 1. semester, skal deltage i kurset, så det sikres, at de lærer at arbejde efter PBL-modellen. Læs mere om PBL her.

Nedenfor er findes en oversigt over de fire semestre samt links til beskrivelser af de enkelte moduler.

Daniel læser i dag ph.d. hos Centre for Acoustic Signal Processing Research (CASPR) på AAU.

Job og karriere

Når du er færdig som cand.polyt. i Vision, Graphics and Interactive Systems, har du gode jobmuligheder inden for fx computervision systemer til automatisk kvalitetskontrol og robotsystemer indenfor produktionsvirksomheder. Andre muligheder er fx underholdningsindustrien såsom spil og special effects. Du vil kunne udnytte din viden om interaktionsdesign og brugerinddragelse indenfor alle former for interaktive systemer, fra industrielle anlæg til mobiltelefoner og desktop interfaces.

De fleste nyuddannede civilingeniører fra Vision, Graphics and Interactive Systems får ansættelse i industrien inden for udvikling eller forskning i software- eller elektronikvirksomheder. Du har også mulighed for ansættelse i salgsafdelinger, produktionsvirksomheder, rådgivende ingeniørfirmaer eller i den offentlige sektor.

En af de bedste ingeniøruddannelser i verden

Tager du en ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet, kommer du til at gå på en af de bedste af slagsen. Vores ingeniøruddannelser blev i 2018 kåret som de fjerdebedste i verden af 178 eksperter adspurgt af Massachusetts Institute of Technology (MIT). I samme omgang blev AAU udnævnt som det bedste ingeniøruniversitet i Europa for anden gang på et halvt år.

Kontakt