Inspirationshistorie
Aktiviteter i studietiden forkortede Christians vej til det første job
Lagt online: 29.08.2019
Inspirationshistorie
Aktiviteter i studietiden forkortede Christians vej til det første job
Lagt online: 29.08.2019
Inspirationshistorie
Lagt online: 29.08.2019
Inspirationshistorie
Lagt online: 29.08.2019
Om Christian Gasberg
Christian har haft mange forskellige studiejob i sin studietid, både relevante som studentermedhjælper hos ITS (it-afdelingen på AAU) og løsning af mindre it-opgaver for virksomheder, og de job har givet ekstra faglige kvalifikationer. De mindre relevante studiejob, som fx servicejob, giver noget andet. Christian fortæller:
"Det giver unikke menneskelige færdigheder at være i kundevendte funktioner og servicejob, mens studierelvante studiejob mere giver faglig dybde”.
Ud over de mange lønnede studiejob har Christian også udført frivilligt arbejde i studietiden – både som tutor og som medlem af Studentersamfundets bestyrelse. Ifølge Christian giver det også en del kompetencer, som er nyttige i erhvervslivet. Han uddyber:
”Man får utrolig meget ud af at være aktiv i fx en studenterforening – både socialt, men også på andre områder: Man lærer fx at begå sig i forhandlingssituationer og situationer, hvor der er lidt tryk på. Jeg bruger mange af de færdigheder og redskaber hver eneste dag, og jeg er sikker på, at det bidrager med meget til mit arbejde, som ofte består i at tale foran andre, eller facilitere forskellige workshops”.
Christian ærgrer sig lidt over, at han ikke fik øjnene op for mulighederne for frivilligt arbejde på AAU tidligere i sin studietid.
Noget, Christian derimod benyttede sig af fra ret tidligt på studiet, var deltagelse i Karrieremessen og andre messer og arrangementer, både på AAU og i forskellige virksomheder. Han forklarer:
"Det er en god investering at deltage i karriererelaterede arrangementer og derigennem opbygge et solidt netværk – desuden er forplejningen ofte rigtig god, hvilket jo kun er dejligt, når man er på SU".
Ud over networking anbefaler Christian, at man booker tid til et cv-tjek hos AAU Karriere, for det giver mere, end man måske lige forestiller sig. Christian uddyber:
”Jeg vil klart anbefale et cv-tjek fra AAU Karriere, det er ikke alene et cv-tjek, men i høj grad også en sparring på, hvilke kompetencer man har, hvilket for en studerende godt kan være lidt svært at blive skarp og konkret omkring”.
Selvom Christian godt vidste, at det netværk, han havde opbygget i løbet af sin studietid, var en fordel, så overraskede det ham alligevel, hvor hurtigt det gik med at finde job. Han fortæller:
”Jeg blev opfordret til at sende mit cv og en ansøgning til Accenture, hvorefter jeg blev kaldt til 3 samtaler. Jeg kunne tydeligt mærke, at disse samtaler var præget af, at jeg allerede havde mødt 2 af de 3 personer, herunder den ansættende leder, flere gange til messer og andre arrangementer. Jeg har aldrig sendt anden ansøgning end den til Accenture”.
Selvom Christian havde mødt de personer, der skulle deltage i samtalen før, var han naturligvis påvirket af situationen forud for samtalen. Han husker tilbage:
”Jeg var meget nervøs, det er som at gå til eksamen, men bare med følelsen af lidt højere indsats (der er ikke rigtig en reeksamen). Når det så er sagt, går der kun ganske få minutter, før det går op for én, at den man sidder overfor, jo også bare er menneske, og at man egentlig skal finde ud af, hvorvidt man passer ind i organisationen og virksomheden, og om man har de basale kvalifikationer, der skal til”.
Christian fik jobbet hos Accenture, og efter dimissionen havde han en måned, der gik med ferie og flytning fra Aalborg til København, inden han skulle begynde i job. Omvæltningen fra studieliv til jobliv fandt Christian fysisk hårdt de første 2-3 måneder. Han forklarer her hvorfor:
Christian anbefaler derfor andre at sørge for at holde nogle lørdage eller søndage fri for aftaler i den første tid, så der er mulighed for at lave ingenting.
I sit job har Christian glæde af evnen til at lære nye ting hurtigt, som han oparbejdede på AAU. Han bruger i høj grad sin specifikke, faglige viden og værktøjer som perspektiver på samtaler og opgaver, og ikke i så høj grad slavisk. Christian er da heller ikke i tvivl om, hvad der er hans vigtigste læring fra AAU:
”Jeg ser stadig min vigtigste læring fra AAU som evnen til at nedbryde udfordringer, tilegne mig nye fagområder hurtigt og samarbejde med andre. Det er som med kørekortet, man får et kørekort, og så er det egentlig bagefter man rigtig lærer at køre bil gennem erfaring”.
På baggrund af sine egne erfaringer med overgangen fra studieliv til jobliv giver Christian følgende råd:
1.
Vær proaktiv i din jobsøgning, og behandl hver og en ansøgning som et unikt projekt i sig selv. Man skal sætte sig grundigt ind i virksomheden og lade det afspejle i ansøgningen, at man vil den virksomhed.
2.
Brug tiden som jobsøgende fornuftigt. Der er uendelig mange muligheder for at gøre sig mere attraktiv som jobsøgende gennem gratis online kurser og lignende.
3.
Benyt dit netværk.