Eksamenssnyd og plagiat

Eksamenssnyd
Når man taler om eksamenssnyd, er der mange studerende, der ikke er helt klar over hvilke situationer, der defineres som eksamenssnyd.
Eksempler på eksamenssnyd kan være:
- Hvis du før eller under en eksamen får hjælp til besvarelse af en opgave, hvor du ikke har ret til at få hjælp, eller hvis du anvender andre former for hjælpemidler, som ikke er tilladte til den pågældende eksamen. Dette kan f.eks. være brug af mobiltelefon, hvis du taler med dine medstuderende ude på toilettet, eller hvis du anvender en lommeregner, hvor dette ikke er tilladt
- Hvis du under en eksamen forsøger at påvirke bedømmelsen eller ændre grundlaget for bedømmelsen. Dette kan f.eks. være, hvis du fortsætter med din opgavebesvarelse efter, at eksamen er slut.
Hvis du til en skriftlig eksamen lader din sidemand kigge efter dig, eller hvis du på toilettet til en skriftlig eksamen snakker med en medstuderende om opgaven - Hvis du plagierer, dvs. lader en skriftlig opgavebesvarelse fremstå som udarbejdet af dig selv, selvom du har kopieret hele eller dele af besvarelsen fra andre uden kildehenvisning. Dette er et af de oftest sete eksempler på eksamenssnyd
- Hvis du genbruger tekst/idéer fra opgavebesvarelser, som du tidligere har fået bedømt eller publiceret uden kildehenvisning (selvplagiat)
- Hvis du i en opgavebesvarelse gengiver formuleringer fra fælles noter uden angivelse af, at noterne er udarbejdet sammen med andre
Eksamenssnyd eller forsøg på eksamenssnyd (tilsigtet eller utilsigtet) behandles efter AAU's disciplinærregler.
Ved mistanke om eksamenssnyd foretages der en konkret vurdering af sagen og grovheden heraf. Der vil i den forbindelse inddrages eventuelle formildende og skærpende omstændigheder.
Disciplinærreglerne giver mulighed for tre forskellige sanktioner, som kan tages i brug alt efter overtrædelsens grovhed:
- Advarsel mod gentagne overtrædelser af reglerne
- Bortvisning fra eksamen
- Bortvisning fra universitetet
Hvis du har fået en advarsel, og du efterfølgende overtræder reglerne igen, vil der være tale om skærpende omstændigheder, og du vil derfor risikere en hårdere sanktion, end hvis du ikke tidligere havde været indblandet i en sag vedrørende eksamenssnyd.
Du kan blive bortvist fra eksamen både før, under og efter en eksamen, hvis der er konstateret eksamenssnyd eller overtrædelse af eksamensreglerne i øvrigt. En bortvisning fra eksamen vil betyde, at du bruger et eksamensforsøg, og at du ikke får bedømt din eksamenspræstation. Hvis du allerede har fået en bedømmelse, vil den blive annulleret.
Hvis sagen kategoriseres som grov eksamenssnyd, kan du risikere en bortvisning fra universitetet. Dette kan være en tidsbegrænset bortvisning, men kan også være permanent. Bliver du bortvist fra universitetet, vil du være udelukket fra alle aktiviteter på universitetet i perioden. Du vil altså ikke kunne deltage i hverken undervisning eller eksaminer.
Du kan blive frataget din akademiske titel, hvis det viser sig, at du har foretaget eksamenssnyd i forbindelse med, at du har opnået titlen. Dette kan ske selvom du har haft titlen i flere år.
Du kan læse mere om sanktionerne i AAU's disciplinærregler.
Som oftest er det bedømmerne i en eksamenssituation, der indberetter mistanke om eksamenssnyd. Det kan også være tilfældet, at en eksamensvagt opdager, at der anvendes ikke-tilladte hjælpemidler til en stedprøve.
Indberetning om sager med mistanke om eksamenssnyd behandles af den ansvarlige leder (som udgangspunkt studielederen). Det er herefter den ansvarlige leders ansvar at undersøge sagen nærmere. Dette vedrører først og fremmest en undersøgelse af, om der er foretaget eksamenssnyd, det vil sige, at dokumentationen til grund for sagen gennemgås. Herudover indebærer det, at der afholdes en samtale med den studerende. Den studerende har ret til at medbringe en bisidder til samtalen.
På baggrund af undersøgelsen og efterfølgende samtale med den studerende træffer den ansvarlige leder afgørelse om, hvilke konsekvenser sagen skal have for den studerende.
I grove tilfælde af eksamenssnyd kan sagen indberettes for rektor.
De gældende regler for prøver på AAU er beskrevet i eksamensordningen. Her står bl.a. beskrevet regler og procedurer for skriftlige og mundtlige eksamener samt information om, hvad der er tilladt ved de forskellige eksamensformer.
Plagiat og ophavsret
Hvordan citerer du korrekt? Hvordan sørger du for tilstrækkelig dokumentation i dine opgaver?
Få et overblik over de elementer af loven, du bør vide noget om, når du anvender, tekster, billeder, film eller andre medieformer i din tilknytning med Aalborg Universitet.
Hvad er et lovligt citat? Hvordan krediterer man ophavsmanden? Hvornår må man benytte andres tekster?