Spring til indhold
Forside

Nyhed

Det bæredygtige studiemiljø i fokus

Lagt online: 05.04.2023

AAU INNOVATE dannede onsdag den 29. marts rammerne for Studiemiljødagen 2023, hvor temaet var bæredygtighed. Eftermiddagen bød på workshops, oplæg om hvordan Aalborg Universitet medvirker til den grønne omstilling, og lidt godt til ganen.

Nyhed

Det bæredygtige studiemiljø i fokus

Lagt online: 05.04.2023

AAU INNOVATE dannede onsdag den 29. marts rammerne for Studiemiljødagen 2023, hvor temaet var bæredygtighed. Eftermiddagen bød på workshops, oplæg om hvordan Aalborg Universitet medvirker til den grønne omstilling, og lidt godt til ganen.

Af Lilla Bogø Rasmussen, studentermedhjælper AAU Kommunikation. Foto: Liv Ellingsøe Attermann, studentermedhjælper, AAU Kommunikation

Lyset stod ind ad de store vinduespartier, da prorektor Anne Marie Kanstrup bød velkommen til Studiemiljødagen 2023. I sin velkomsttale havde hun blandt andet fokus på det gode studiemiljø:

- At tage en universitetsuddannelse handler dels om at tilegne sig den nødvendige faglige viden inden for et givent område, men også om den dannelse man får ved at indgå i et studiemiljø - at få erfaringer, som vi senere kan trække på, når vi møder verden omkring os.

Med et stykke kage i hånden lyttede de studerende til prorektor, der også satte fokus på en spørgeskemaundersøgelse, som AAU sendte ud til de studerende i efteråret 2022. Nogle af nedslagspunkterne var, at de fleste studerende griner hver dag, men at det også er langt de fleste, der føler sig ensomme en gang imellem.

- Et fællesskab er mere end blot et sted eller en organisation, vi er en del af, og vi har hver især et ansvar for at skabe et godt studiemiljø, være der for hinanden - stille spørgsmål og tilbyde støtte, sagde prorektor.

De efterfølgende oplæg omhandlede bæredygtighed, og hvordan Aalborg Universitet skiller sig ud ved at bidrage til den grønne omstilling – både hvad angår uddannelse og forskning. Rammen var sat: Studiemiljødagen 2023 handlede om, at de studerende sammen skulle udforske, hvordan vi kan leve, arbejde og studere mere bæredygtigt.

Ideudvikling og gang i køkkenet

I duften fra popcornmaskinen deltog de studerende i forskellige workshops. I workshoppen ’Hvor stort er dit klimaaftryk?’ var der mulighed for at få målt sit klimaaftryk og få tips til, hvordan dette kunne reduceres.

- Grunden til, at jeg har meldt mig til Studiemiljødagen, er, at jeg synes, det kunne være spændende at få et indblik i, hvor stort mit klimaaftryk er, og hvad det betyder for omverdenen, fortalte Kristine Thordal, der studerer International Virksomhedskommunikation i Engelsk.

Der var gang i køkkenet på Fibigerstræde 15, hvor workshoppen ’Zero Waste Cooking’ foregik. Denne workshop havde været så populær, at holdet var fyldt efter blot få dage. Efter en håndvask og en knude på forklædet kunne de studerende slå sig løs med diverse grøntsager og opskrifter.

- Man får en masse fede fifs omkring, hvordan man kan bruge affald til at lave noget crispy og lækkert stads. Det er meget nice, sagde Thomas Mose, der studerer Software.

Der var også mulighed for at komme med ideer til bæredygtige løsninger til det fysiske studiemiljø på AAU. I workshoppen ’Verdensmålsspil – solution camp’ og ’Sustainable Development Goals Game’ kom de studerende med input til, hvordan hverdagen og studiemiljøet kan gøres mere bæredygtigt.

- Rigtig mange af os vil gerne være med til at sikre en bæredygtig fremtid, men det kan være svært at finde ud af, hvordan man gør det. Jeg synes, at Studiemiljødagen er vigtig, fordi vi studerende kan lære rigtig meget om, hvordan vi kan gøre vores hverdag mere bæredygtig, sagde Magnus Bornæs, der læser By, energi og miljøplanlægning.

Madspildsmad og brætspilshygge

I fællesskab spiste de studerende aftensmad, der blandt andet bestod af de retter, som blev kokkereret til workshoppen ’Zero Waste Cooking’. Der var et væld af forskellige retter, som alle var vegetariske og lavet for at undgå madspild.

Dagen blev afsluttet med brætspilshygge, hvor de studerende gav sig i kast med ludo og kortspil, alt imens de spiste snacks. Studiemiljødagen 2023 medførte grin, nye bekendtskaber og fokus på bæredygtighed.