AAU logo

Arrangement

Seminar: Store Lavkapitaldag

Seminar: Store Lavkapitaldag

Revisorkandidatstudiet og RRR-forskningsgruppen ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har fornøjelsen at indbyde til seminaret "Store Lavkapitaldag" om danske og udenlandske lavkapitalselskaber, herunder iværksætterselskaber (IVS’er).

Tidspunkt

13.02.2019 kl. 09.00 - 17.00

Beskrivelse

Seminarets emner er:

  • IVS'erne: Fra væksthåb til prygelknabe? (Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør, FSR – Danske Revisorer)
  • Selskaber uden lovfæstet minimumskapital – europæisk udvikling, problemer og erfaringer (Jesper Lau Hansen, professor, dr.jur., Københavns Universitet)
  • Hvilke selskabsretlige transaktioner kan (ikke) gennemføres i et IVS? Og hvorfor? (ekstern lektor Jesper Seehausen, Aalborg Universitet)
  • Et hæftelses- og ansvarsmæssigt perspektiv på lavkapitalselskaber (professor, dr. jur. Erik Werlauff, Aalborg Universitet)

Tilmeldte deltagere modtager ved seminarets afslutning et kursusbevis, som studerende kan lægge ved deres eksamensbevis. For advokater og revisorers vedkommende tæller seminaret som én kursusdag under den obligatoriske efteruddannelse.


MÅLGRUPPE

Forskere, praktiserende revisorer og advokater, firmajurister, bankfolk, jurastuderende, studerende ved Revisiorkandidatstudiet på AAU.


Program

IVS'erne: Fra væksthåb til prygelknabe?

Af Tom Vile Jensen.

“Siden 2014 har det været muligt at stifte selskaber for ned til én krone. Initiativet skulle bane vejen for mere iværksætteri og vækst. Hvad er erfaringerne med muligheden for at stifte selskaber for ned til én krone? Med udgangspunktet i de forskellige analyser om IVS’erne gennemgår oplægsholderen fordele og ulemper ved at starte selskaber med meget lav startkapital. Derudover præsenteres friske tal for den nyeste udvikling hos IVS’erne. IVS’erne er et produkt af en politisk strømning i de senere år med mere lempede krav til selskaberne for at skabe mere vækst.  

Men hvor meget skal virksomhedsejerne egentlig have hånden på kogepladen i et selskab med begrænset hæftelse? Vi hører oplægsholderens vurdering af, om det samfundsmæssigt er sundt og økonomisk fornuftigt at stille stadigt færre krav til danske selskaber?”


Selskaber uden lovfæstet minimumskapital – europæisk udvikling, problemer og erfaringer

Af Jesper Lau Hansen.

”Kapitalselskabet kan som juridisk konstruktion kun forsvares, hvis der er en tilstrækkelig investorbeskyttelse. Men hvordan skal denne beskyttelse indrettes? Her kan man se en klar udvikling i den europæiske selskabsret væk fra den tysk-inspirerede model med et lovfæstet krav om minimumkapital mod selskabsformer, hvor beskyttelsen hviler på et personligt ansvar for selskabsdeltagerne og baseres på selskabets faktiske behov. Denne udvikling drøftes af professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen, der både har været medlem af Moderniseringsudvalget, som skabte den nuværende selskabslov, og af Kommissionens seneste ekspertgrupper, der har bistået Kommissionen med dets handleplaner og lovgivningsinitiativer på selskabsrettens område.

Der drøftes bl.a.:

  • Behovet for investorbeskyttelse, de to dominerende modeller
  • Den europæiske udvikling fra 2. selskabsdirektiv til SPE/SUP
  • Den danske udvikling frem mod IVS
  • Erfaringerne med IVS, problemer og erfaringer”


Hvilke selskabsretlige transaktioner kan (ikke) gennemføres i et IVS? Og hvorfor?

Af Jesper Seehausen.

Mange advokater og revisorer samt andre, der arbejder med selskabsret, er – med rette – usikre på, hvilke selskabsretlige transaktioner der kan gennemføres i et IVS. I princippet er det nemt: et IVS er et ApS – ganske vist en særlig type ApS, men dog et ApS. Alle selskabsretlige transaktioner, der kan gennemføres i et ”almindeligt” ApS, kan derfor som udgangspunkt også gennemføres i et IVS. Der er imidlertid mindst to forhold, der i praksis gør det vanskeligere end som så: For det første indeholder selskabsloven en række særlige regler for IVS’er. For det andet har Erhvervsstyrelsen en række administrative fortolkninger vedrørende IVS’er, der ikke alle fremgår af SL. Formålet med Jesper Seehausens indlæg er at besvare to spørgsmål:

  • Hvilke selskabsretlige transaktioner kan (ikke) gennemføres i et IVS?
  • Og hvorfor er det sådan?”


Et hæftelses- og ansvarsmæssigt perspektiv på lavkapitalselskaber

Af Erik Werlauff.

”Professor, dr. jur. Erik Werlauffs indlæg på temadagen vil fokusere på, hvor langt man kan komme med en målrettet anvendelse af dansk rets regler og praksis om ansvar og hæftelse, eventuelt med en mindre justering af lovgivningen for at imødegå misbrug af IVS’er, hvis disse får lov til fortsat at eksistere.”


Se det fulde program i PDF-version



PRIS FOR DELTAGELSE

Pris for deltagelse er 750 kr. inkl. moms for andre end studerende og medarbejdere ved Aalborg Universitet. Kursusgebyret indbefatter frokost. Deltagelse for universitetets studerende og medarbejdere (uden frokost) er gratis, men kræver tilmelding.


TILMELDING

Tilmelding sker på følgende webadresse: https://www.erap.aau.dk/event/index.php/IVS2019

De tilmeldte får pr. e-mail tilsendt plancher, huskelister mv. forud for konferencedagen. Ved overtegning gives der forrang til de først tilmeldte.


YDERLIGERE INFORMATION

Adjunkt, Ph.D., Alex Fomcenco
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
E-mail: afo@business.aau.dk


Se invitation til arrangementet i PDF-version
 

Arrangør

Revisorkandidatstudiet og RRR-forskningsgruppen, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet

Adresse

Aalborg Universitet, NOVI 8, Alfred Nobels Vej 27, 9220 Aalborg Øst

Tilmelding inden

25.01.2019 kl. 12.00

Gå til arrangementslisten

Alle Arrangementer

Se listen